Allerførst vil jeg ønske alle medlemmer en rigtig glædelig jul, samt et godt og velsignet nytår.
Dernæst vil jeg kigge lidt tilbage på den første halvdel af sæsonen 2015 / 16.
SBK består i dag af 219 medlemmer. Endnu er der nogen, der ikke har fået betalingen helt i orden, så det endelig antal er endnu uvist.
HMU har 62 aktive medlemmer, samt 4 passive.
USU har 53 aktive medlemmer.
SSU har 19 medlemmer tirsdag, og 23 torsdag.
MSU har tilmeldt 15 + 7 medlemmer til turneringer, og der er 38 tilmeldt den interne turnering.
Økonomien er stabil, men vi håber dog, den bliver endnu bedre med alle de nye tiltag , der sker i klubben i den nærmeste fremtid.
SSU- og USU's træner - Andreas Johannesson, har som noget nyt startet en
Academi træning, for at de bedste børn i klubben kan blive endnu bedre. Også børn fra de omkringliggende klubber kan tilmelde sig her. Vi har fået mere haltid, til denne træning. Det sker om fredagen, hvor vi også har fået timer i den røde hal. I øjeblikket er 19 børn tilmeldt denne træning, og det giver også ekstra penge til klubben.
Tirsdag eftermiddag her vi fået 1½ time mere til USU, resten af sæsonen. Hvad og til hvem er endnu ikke på plads.
Andreas har ligeledes en masse kontakter, og er ved at skaffe nye sponsorer til klubben. Hans sponsorat i RTL, kan også komme SBK til gavn, ved at han kan få opsat et nyt boldskab, hvor vi også kan få del i skabet.
Vores
Yonex bold- og tøjkontrakt er fornyet for 6 år. Thomas Kulmbak (vores gamle 1. holds spiller) er mellemleder. Torben har åbnet en webshopbutik -
Badmintonshoppen.
I øjeblikket arbejdes der på nyt tøjindkøb til SSU spillerne, men vi mangler dog en afklaring på Handelsbankens sponsorat.
Bankospillet i SBK, der skulle have været afviklet d. 22. november, måtte desværre aflyses pga af det store snefald. Så det store arbejde bankoudvalget havde lavet, var omsonst, men vi må dog glæde os over at regnskabet er gået i 0 ved intern salg mm. Og så er en del gemt til næste års bankospil, så spildt er arbejdet dog ikke. Næste år vil vi rykke bankospillet en uge frem. Vi har hørt, der så kan komme endnu flere deltagere, så det satser vi på.
Køkkenet i 11éren er nu lavet færdig, med det vi må lave, så det nu er til glæde for alle i klubben. Der er blevet malet vægge og lofter, sat en masse skabe op, lavet nye køkkeborde, kommet opvaskemaskine, samt indkøbt porcelæn, glas og tallerkener til 60 personer. Det er blevet så flot, og alt det er lavet af vores dygtige mænd i HMU med Werner i spidsen. Så tusind tak til dem.
Og nu til hvad der sker er sket i de forskellige afdelinger:
HMU: har haft et fantastisk sammenhold af alle, også de nye og "gamle" spillere, der er kommet tilbage til HMU, er faldet godt til. Vi er nu den nye "Pensionistafdeling" da alle er over 60 år, men nok alligevel den mest aktive afdeling i klubben. De fleste har banetimer ved siden af, og mange deltager også i den interne turnering i MSU, samt deltager i DGI's turnering for ældre i Regionen.
I november var 26 deltagere tilmeldt DGI's ældretræf i Helsinge, og til Januar har jeg 31 tilmeldt til ældretræf i Lillerød. Og der kommer rigtig mange præmier med hjem hver gang.
HMU har også 7 venskabsklubber, hvor der spilles både ude og hjemmekampe, og hygges bagefter, som er en lige så vigtig ting.
Til vores juleturnering d. 10. december var der tilmeldt 63 personer, så der var godt fyldt op. Hvis der kommer flere til, skal vi have åbnet dørene ind til den røde hal.
USU: Ungdomsafdelingen har haft en god og spændende efterår, hvor vi kan glæde os over stadig flere spillere.
Vi startede sæsonen med at afholde træningsweekend i september, og det var som altid en stor succes med masser af glade børn og en masse god træning - denne gang også krydret med ekstern underviser i sjippetræning. Også en masse dejlig hjælp fra mange forskellige forældre.
Grundet vores mange aktive børn, har vi i år kunnet tilmelde hele 8 hold til holdturneringen mod 2 sidste sæson, så der bliver spillet en masse gode kampe, plus at det sociale bliver forstærket meget ved at være afsted sammen som et hold.
Det sociale - og badmintonmæssige - blev også styrket, da hele 18 børn fra Stenløse deltog i Landsbadmintonstævnet i Fredericia i oktober, og særligt dejligt var det at se, at så mange af de helt unge spillere deltog.
Vi har fortsat Miniton-træning, som er badmintontræning for 5-8 årige børn og deres forældre - en sjov og hyggelig måde at introducere badminton på...og der er stadige ledige pladser på holdet.
I SSU går det rigtig godt både socialt og spillemæssigt. I år har vi tilmeldt tre hold:
Tredjeholdet har fået en hård start, og har kun spillet få kampe indtil videre, men det giver nogle af vores yngre spillere mulighed for at komme ud og opleve holdkampene.
Andetholdet ligger nr. 3 i puljen i serie 2, ud af otte hold, og har sikret sin plads i oprykningsspillet. De har vundet tre ud af syv kampe, og har kun ved én lejlighed måtte tage hjem uden point.
Førsteholdet ligger nr. 1 i puljen i serie 1 oven på fem sejre ud af fem mulige, og titlen som puljevinder er sikker uanset hvordan den sidste kamp i grundspillet går. Dermed er der gode muligheder for oprykning til Sjællandsserien, som holdet skal kæmpe for i den sidste halvdel af sæsonen.
På spillersiden kommer der hele tiden nye spillere til, så afdelingen vokser lige så stille, og det kan mærkes på træningerne, og til kampene, hvor der er flere spillere at sparre med. I hallen har vi igen fået åbnet kiosken for enden af balkonen, hvor tilskuerne til hjemmekampene kan købe en kop kaffe og et stykke kage. Opbakningen til vores hold i denne sæson er rigtig stor, og alle vores hjemmekampe har været godt besøgt.
MSU: Så er halvdelen af sæsonen gået. Vi har været 9 afsted på træningslejr i Sakskøbing
I slutningen af september måned. Det var en træningslejr for DGI Nordsjælland, vi var 48 afsted med 4 trænere. Det var en rigtig god tur, både med at være seriøse om dagen og fest lørdag aften. Vi vil gerne opfordre andre til at deltage næste gang. Det er efter først til mølle princippet.
Onsdagstræning fra 19-20, hvor det fortsat er Anne-Mette træner, er der kommet nogle få nye til i år, der ud over er også nogen med fra USU.
Onsdagstræning fra 20-22, her er det Lars der træner. Også her har vi fået nye på holdet.
Vi holdt juleafslutning for begge hold, onsdag den 16. december med spisning og sjov på banen.
Eksterne hold: vi har et 2+4 hold i elite/mesterrækken, det ligger på 1. pladsen, så har vi et 4+4 hold i serie 1, det ligger på 5. pladsen.
Intern runde: Vi er nu nået gennem halvdelen af kampene. Der har været mange gode og jævnbyrdige kampe. Som det ser ud lige nu ligger hold 3 på første pladsen, men alt kan nå at vende i de næste 3 kampe. Det er rigtig dejligt, at vi i år har fået nogle flere SSU er med. Her mødes vi, som vi plejer til fælles morgenmad, og en lille en til halsen.
Vi vil gerne invitere de SSU'er, der ikke er med i år, til at komme ned og se hvad det går ud på, og evt. spille nogle kampe efter intern runden er færdig. I får en invitation i nær fremtid.
Husk vi afslutter med fællesspisning den sidste runde, det gælder også, hvis I kun har været reserver. Der kommer en tilmeldingsseddel op på MSU tavlen i starten af det nye år.
Husk at kigge på MSU tavlen om der er invitationskampe fra andre klubber, i kan have lyst at deltage i. Der er tilmelding til landsdelsmesterskaber lige først i januar.
Til slut vil jeg sige tak til bestyrelsen, for det gode samarbejde vi har haft, tak til alle udvalg for det store arbejde i gør, tak til alle vores trænere og hjælpetrænere for jeres dygtige træning, og stor tak til Halpersonalet for jeres opbakning og hjælp i hverdagen, og ikke mindst tak til alle jer, der hjælper i hverdagen, og til vores sponsorer, som gør at klubben kan fungere.
Og så vil jeg opfordre jer alle til at gå ind på klubbens hjemmeside ret ofte, så i kan se, hvad der er sket, og hvad der sker i klubben på:
sbk70.dk
Rigtig glædelig jul og godt nytår
Eva Tøgersen, formand.