Jeg var til HMU-frokost 16. maj sammen med 37 andre unge piger i de dejlige lokaler i Veksø, som Peter Mosby igen formidlede. Jeg troede, at det var et ordenligt sted,
men NEJ. Efter velkomstdrikken blev vi bedt om at gå ud på græsset for at knalde. Hvis min mor havde hørt det, havde jeg aldrig fået lov at være med. Det viste sig
heldigvis (?) at være balloner, så vi kunne finde vores bordfælles nr. indeni.
Sonja J. bød velkommen på udvalgets vegne (Mona, Lene, Susanne, Anne Lise og Inger N.), og så gik startskuddet for plyndring af bordet med de meget lækre italienske delikatesser.
Pludselig gik døren op og lederen af et for os næsten ukendt Boy-Band spurgte ydmygt, om de måtte komme ind og synge lidt for os. 7 lækre italienske macho mafiosos med hatte
og solbriller (for ikke at blive genkendt!) spillede og sang egne tekster til stjålne melodier. Flot og opfindsomt gjort.
Et meget fint og meget følsomt indslag var Amazing Grace nynnet og spillet for at mindes en dejlig badmintonkammerat - Flemming - som vi desværre mistede sidste år i maj.
Klubbens slagsang blev traditionelt afsunget af ALLE OS FRA SBK. Et par genbrugssange (vi kunne alligevel ikke huske dem) blev sunget og indsamlet, så de kan blive til gengenbrug.
Der var masser af lækker italiensk mad, og vinen var naturligvis også italiensk. Desserten var en lækker "kalorielet" kage. Kaffe og slikskåle kom ind, og Inger H. havde meget
venligt doneret Bailey, som de fleste pænt drak af de dertil beregnede glas. Men ikke Eva: Næh, hun plørede bare Bailey ned i sin kaffe. Og så siges der, at man skal lede ved eksemplet!!!
To trætte spillere blev kaldt frem og fik vaser. De havde nemlig spillet 200 kampe for klubben - Bente Alm - og 500 kampe for klubben - Birgit Schmidt. De satte sig derfor også hurtigt igen.
HMU-pokalen skænket af La Strada under pres fra Bente Blomster blev velfortjent overrakt til Sonja Jørgensen, som fortalte, hvor stor glæde hun har haft af klubben.
Tja, vi har vel egentlig også kun haft glæde af Sonja?
Eva fortalte, at nu vil La Strada gerne stoppe med dette bidrag. Tak La Strada for 18 års godt samarbejde.
Eva uddelte vin til sit udvalg og takkede dem for godt samarbejde og masser af støtte. Til gengæld fik Eva af os cognac med hjem til Erling, som tak for at han stadig
tager sig af sildene!, som bliver meget rost.
De 5 friske udvalgsmedlemmer overrakte ved samme lejlighed et gavekort - som kunne bruges i Egedal Centret - til
Eva - samt takkede hende for et fantastisk samarbejde.
HMU-udvalget fik af Inger N. overrakt gavekort fra os alle som tak for deres store arbejde. Det plejer at være til en hyggedag, og den hanlige del af HMU havde
doneret 500 kr., så HMU-udvalget rigtig kunne slå til Søren (han er ikke medlem). Meget flot og betænksomt.
Birthe Jacobsen udtrådte af HMU-udvalget efter 14 års flot indsats - tak for mange gode kager. Klubben skænkede bøger - samt et gavekort til CD med Danske Sange af
Kim Sjøgren - som kunne nydes til de mørke vinteraftener eller måske i solen i hængekøjen.
Det uundværlige amerikanske lotteri - 5 kr. pr. lod og 10 lodder for en halvtredser - var der selvfølgelig også. Men det havde ikke været muligt, hvis ikke Bente Blomster
igen havde været byen rundt og fået butikkerne til at skænke fine gaver. Stor tak Bente. Det giver dog stof til eftertanke, når man ser, hvor mange af centrets butikker, der er lukket!
Jeg nævner ingen navne, men flere deltagere bare ragede mindst 5 gevinster til sig, hvor flere sad beskedent og ventede på bare en lille bitte gevinst.
Vi fik også udnævnt 3 nye frokostmedlemmer: Birgit Rasmussen - Tove Strejby og Kirsten Gutton.
Der var en god stemning, masser af snak og råhygge. Igen en dejlig HMU-dag. Så mangler vi bare sløjfeturneringen for at kunne lukke sæson 2016/17 ned.
Tak for mange gode timer i jeres behagelige selskab.
Knus fra Aase
"Link til billeder fra dagen"
|